Flot sejr over Lemvig

Trods tre afbud til udekampen mod Lemvig i mesterrækken, formåede 1. holdet at vinde med hele 6-2. At det tilmed var bræt 1,3 og 4, at vi manglede gjorde ikke præstationen mindre.

Lemvig har et par garvede spillere på de to første brætter, og det var også dem der reddede æren for Lemvig. Undertegnede spillede lidt slapt åbningsspil, og det udnyttede sort til bekvemt spil. Men jeg spillede mig heldigvis lidt op og fik en remis. Peter på 2. brættet var ude i et rigtigt kampparti, og først lige før tidskontrollen spillede Peter forkert og tabte en officer. Men ellers udmærket spillet af Peter. Claus byttede alle officerne af med undtagelse af en springer, og de havde en helt lige stilling. Modstanderen ville gerne bytte den sidste springer, men det skulle han ikke have gjort, for derefter vandt Claus bondeslutspillet. Allan havde været til fest det meste af natten, men han indvilgede i at spille alligevel pga. afbudene. Han spillede faktisk godt, og burde måske have fået mere ud af det i midtspillet, men det hele endte i et tårnslutspil, hvor modstanderen fik en enkelt chance for at spille på gevinst, men det sluttede remis. På de fire bagerste brætter var vi bare bedre end modstanderne. På alle brætterne stod vi hurtig bedst, og både Jesper, Frank, Bent og Erik formåede at udbygge fordelene og vinde deres partier.

Flot spillet af hele holdet, på en dag med lidt for mange afbud, men hvor de resterende gjorde det rigtig flot. Alle enkeltresultaterne kan ses her, og stilllingen her