DM for ungdom

I weekenden 3.-5. maj blev årets DM for ungdom afholdt. Turneringen blev afviklet på Morten Børup skolen i Skanderborg, og derfor valgte vi at køre frem og tilbage tre gang i løbet af weekenden. Fra Kjellerup deltog Kasper Sand i U-12, mens Jakob Kindt Nielsen og Sebastian Ladegaard deltog i U-10.

Kasper var på en svær opgave, da der i gruppen var mange gode spillere, der har spillet skak i flere år. Men Kasper, der kun har spillet skak i snart to år, tog udfordringen op, og han spillede faktisk rigtig godt i flere af partierne. Bl.a. havde han den senere Danmarksmester Arunn Ananthan, rating 1671 i problemer. Han spillede med den rette tålmodighed, og han spillede bedre end jeg nogensinde har set ham. Han måtte dog nøjes med 2½ points i 7 runder.

Jakob spillede også denne gang meget svingende. Han spillede to gode partier, 3 middel og to forfærdelige partier. Han spiller ofte sin første indskydelse, og det uden af kigge på andre muligheder. Det er jo ikke den aller bedste taktik, når man har 45 min. + 30 sek. pr. træk. Hans længste parti varede fem kvarter, og det roste jeg ham for, men runden efter havde han glemt alt om det og efter 6 min. havde han tabt. Suk! Han sluttede på 2½ points.

Sebastian spillede en god turnering, og han var midtvejs i turneringen på 3. pladsen, men måtte nøjes med et enkelt points om søndagen, og han sluttede på 7. pladsen med 4. points og 50 vundne ratingpoints. Han spillede mod de to bedste i gruppen, men de var bare bedre, og det er jo ingen skam, at tabe til bedre spillere! I de øvrige fem partier spillede han rigtig godt, og specielt i 4. runde vandt han over en spiller på 1217 i rating i overbevisende stil.

Alt i alt en løfterig turnering for tre af klubbens talenter, hvor kun fortsat aktivitet vil gøre dem endnu bedre. Det var tre trætte drenge der søndag drog hjemad, efter en rigtig god weekend i Skanderborg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *