God start for 2. divisionsholdet

Sæsonen startede godt for Klubbens bedste hold i 2. division. Ligesom sidste år skulle vi indlede sæsonen med en udekamp i Randers, og her havde vi revanche til gode, efter sidste sæsons 2-6 nederlag. Det blev heldigvis en god dag i Randers, da vi endte med at vinde med 5-3 og fik en absolut godkendt start på sæsonen! For Kjellerup vandt Peter, Heinrich, Niels Kristian og Søren, mens debuttanden Jakob Kindt Nielsen og Erik spillede remis. Frank og Thomas måtte denne gang desværre se sig besejret. Specielt Thomas ærgrede sig, da han i en fordelagtig stilling, ikke fandt den rigtige fortsættelse. Frank blev tidlig lidt for passiv og han kom aldrig rigtig til orde. De to remis’er kan der vist ikke indvendes det store imod, men hvor Erik tog en hurtig remis, kæmpede Jakob længe, inden han fik en flot remis i sin første divisionsparti. Jakob er 14 år og en af klubbens talenter, så det er bestemt ikke det sidste vi hører til ham! Heinrich vandt hurtig en bonde, og den holdt han fast i og sejren så rimelig overbevisende ud. Niels Kristians parti var meget uklart det meste af tiden, men det lykkedes ham til sidst at skabe et farligt angreb ved at skubbe h-bonden frem og dermed åbne for tårnet! (husk rokade før ballade). Peter fik et parti efter hans hoved, da der blevet åbnet op foran begge konger og her var Peter bedst. Søren havde en behagelig stilling det meste af partiet og afgjorde det endegyldigt lige efter tidskontrollen. Næste gang gælder det oprykkerne fra Holstebro, og så må vi se om vi kan fortsætte de lovende takter!

Alle enkeltresultater kan ses her: Randers – Kjellerup