Halv kedelig affære

Så lød startskuddet til årets divisionsturnering. Vi havde besøg af Skørping, der på efterbevilling har fået lov at blive i 2. division, efter deres nedrykning i sidste sæson. Vi stillede med “stærkeste” hold, mens gæsterne havde to afbud. Det betød at vi faktisk var rating favoritter på de 7 første brætter, nogen dog mere end andre. Alligevel blev det en halv tam forestilling, da fredspiben blev taget på fire brætter allerede inden 2 timers spil. Der var da heldigvis et par spillere, der ville lidt mere. Heinrich viste endnu en gang at han både kan og vil vinde, og da han igen i år spiller bræt 4, skal han selvfølgelig også score nogle points, hvilket han da også gjorde. Den anden der gik ind med fuld musik, var Peter. Han kom til at stå bedre og bedre, men op mod tidskontrollen fik han alligevel strammet skruen lidt for voldsomt, eller skal vi sige, spillet den forkerte plan, så han tabte desværre. Havde Peter vundet, havde det sådan set været en godkendt dag, men nu må vi alle kigge lidt indad, og så komme i gang med at spille noget skak næste gang! 4-4 var noget skuffende, men der er da heldigvis 6 runder endnu, hvor vi (forhåbentlig) viser lidt mere. Enkeltresultater