Holdturneringen færdigspillet

Vi havde for første gang i længere tid tilmeldt 4 hold til årets holdturnering. 1. holdet var tilmeldt i divisionsturneringen, mens vi havde tre 4-mands hold i 9. hk. turnering. Det blev en af de mindre gode sæsoner for klubbens hold, hvor 1. holdet endte med at rykke ud af 2. division, og 2. holdet sluttede sidst i B-gruppen. Eneste lyspunkt var “ungdomsholdet” der vandt C-gruppen, mens 4. holdet præstation var på det jævne.

1. holdet i 2. division

På forhånd var vi optimistiske i forhold til vores chancer for at blive i divisionen. På forhånd var der Aalborg 1, Silkeborg og måske Jetsmark 2 hvis de ikke havde for mange afbud. De øvrige 5 hold, inklusiv os selv, var på papiret meget jævnbyrdige.

Allerede i 1. runde havde vi ikke marginalerne og vi måtte nøjes med 4 – 4 mod Skørping. Dernæst tabte vi til Randers med 2½ – 5½ og der skulle vi have vundet to partier mere, der begge sluttede remis. I 3. runde skete katastrofen så. Vi tabte 1½ – 6½ til Aalborg 2, og det var endda i stærkeste opstilling. Det var uforklarlig hvad der lige skete, men vi tabte i hvert fald fem partier, hvilket ellers yderst sjældent sker. Der efter var det meget op ad bakke, da det ville kræve i hvert fald en stor (positiv) overraskelse fra vores side af. Efter nytår tabte vi knebent lokalopgøret 3½ – 4½ til Silkeborg der havde 3 afbud. Så stod den på udebane mod Holstebro, som vi normalt heller ikke taber til, men det skete så også, denne gang 3 -5, men som vi med bare lidt mere pondus havde vundet. Så var vi ligesom rykket ned, så de sidste kampe skulle “bare” overstås på bedste måde. Vi blev skilt ad mod Aalborg 1, der havde spillet sig i form efter en lidt svingende start, men de var bare bedre end os. Sidste runde blev spillet i Aalborg, hvor vi så skulle op mod sæsonens negative overraskelse fra Jetsmark 2. De havde så noget usportslig taget 3 mand med fra deres skakligahold, der dog kun stod opført som reserver, for at redde deres 2. hold. Det lykkedes så for dem med en 6 -2 sejr over os, men det gik så desværre ud over Holstebro, der må tage turen ned i Mesterklassen sammen med os.

Hvad gik så galt i år i forhold i de andre år? Vi havde lidt flere afbud i år, men vi havde aldrig mere end et afbud af gangen, hvilket vi sådan set burde kunne holde til, og det var egentlig heller ikke der det haltede mest. Det var at vi vandt alt for få partier. Kun to partier vandt vi, og det var i en hel sæson med 56 partier. Ups. Så vi bliver nød til at se indad på vores eget spil, men så havde vi altså heller ikke det medvind de fleste hold har en gang imellem. Topscorer blev holdleder Niels Kristian Almtoft med 3½ points. Tak for i år og så håber jeg at alle er klar igen til næste sæson, hvor den står på Mesterrækken. Skema med alle resultater kan ses her: 2. division gruppe 4.

2. holdet i B-rækken

B-holdet har haft et hårdt år, da et par spillere har meldt fra til i år og Jakob er rykket fast op på 1. holdet. Derudover spillede Erik kun et enkelt parti. Så det var et lidt uprøvet hold vi tilmeldte turneringen. Det blev til lutter nederlag selvom de var tæt på et par gange. Topscorer blev Sebastian Ladegaard med 3 points. Set i bagklogskabets lys, skulle vi nok have sat et par talenter fra 3. holdet på holdet, men det kan vi jo ikke bruge til så meget nu. Da vi satte holdene så det rigtig ud. Bedre held til næste år! Skema med alle resultater kan ses her: B-rækken.

3. holdet i C-rækken

Ungdomsholdet gentog sidste års bedrift med at vinde C-rækken. Det blev dog ikke helt så suverænt som det ser ud, da de bl.a. løb ind i et nederlag til Holstebro 4. Derimod vandt de topopgøret mod Herning 5 med 4 – 0, der dermed afgjorde placeringerne. Topscorer blev Emil Zander med maksimum 5 points. Det var nok sidste gang vi så de fire talenter på samme hold i denne omgang.

4. holdet i C-rækken

Det rutinerede hold i C-rækken klarede sig hæderligt i årets holdturnering. Efter et nederlag på ½ – 3½ til talentholdet, spillede de fire meget jævnbyrde matcher mod de andre hold. De manglede lige de sidste marginaler for at få en sejr i hus, da det sluttede med 2 gange 1½ – 2½ og 2 gange 2 – 2. Topscorer blev Frede Hvam med 3 points i fire partier. Skema med alle resultater kan ses her: C-rækken.