Niels Ebbesens mesterskabet i skoleskak

Så er sæsonens skoleskakstævner startet i Århus Kredsen. Denne weekend blev den anden Grand Prix afviklet på Niels Ebbesen Skolen i Skanderborg (Til den første i Hinnerup var vi forhindrede). Der var fem drenge fra Kjellerup, der havde taget udfordringen op og tilmeldt sig turneringen. Desværre blev Alexander og Christoffer forhindret i sidste øjeblik p.g.a. sygdom.

De øvrige tre, Jakob Kindt Nielsen, Sebastian Ladegaard og Kasper Sand var til gengæld alle på stikkerne, og klar til dagens opgaver. De deltog alle tre i D-gruppen, hvor Jakob og Sebastian har spillet flere gange, mens det for Kasper’s vedkommende var tale om debut, efter oprykning i sidste sæsons sidste stævne i Herredsvang.

De tre Kjellerup-drenge spillede nogle rigtig gode partier, (Hvis man ser bort fra Jakobs 1. runde kamp og Sebastians 7. runde kamp, hvor de begge spillede langt under vanlig standard.) Både Kasper og Sebastian lagde godt fra land og førte gruppen med 3½ af 4, mens Jakob startede med 2/4. I 5. runde skulle de så mødes indbyrdes, og efter et interessant parti tog de remis i en kompliceret stilling. I 6. runde ventede endnu to spændende partier, og her fortsatte Kasper sit gode spil og vandt rimelig sikkert. Sebastian spillede også godt i sit parti mod Jacob Steiniche fra Skanderborg, men i en fordelagtig stilling lavede han desværre en fejl og tabte.

Inden sidste runde havde Kasper 5 point på en delt 1. plads, mens Sebastian og Jakob begge havde 4 på en 5-delt 3. plads. Her skulle Kasper og Jakob mødes, og efter en rigtig kampparti blev de pludselig enige om remis, som sikrede begge spillere en præmie. Sebastian var desværre drænet for energi inden sidste runde, og han spillede langt under normal niveau og tabte.

Kasper sluttede efter en rigtig god dag med 5½ points på 1. pladsen på bedre korrektion, og samtidig rykkede han op i C-gruppen. Jakob kom rigtig flot tilbage og brugte også mere tid og fik 4½ points på 5. pladsen. Sebastian sluttede lidt skuffende af og sluttede på 4 points. Der er dog ingen grund til bekymring, da han indtil sit lille “blackout” sidst på dagen, havde spillet rigtig stærkt.

Alt i alt en rigtig god start på sæsonen, der lover rigtig godt!