Det blev til endnu en sikker sejr til klubbens mesterrække hold, da Ringkøbing gæstede Kjellerup. Vi stillede dennegang op uden afbud, hvilket betød at vi var pæne favoritter på samtlige brætter.
Erik fik lynhurtigt fordel med de sorte brikker, da hvid lavede en stor åbningsfejl, som Erik udnyttede, og han vandt rimelig let. Undertegnede kastede alle bønderne frem på kongefløjen, og da modstanderen troede han var ved at få modchancer, satte jeg trumf på med et offer/kombination, som han ikke lige havde set. Niels Kr. spillede sådan set også et ok parti. Op mod tidskontrollen ofrede modstanderen lidt optimistisk en officer. Niels Kristian havde ikke voldsomt med tid, men han nåede at notere sit 41. træk inden tiden var gået – troede han! Han havde under partiet foldet sit noteringspapir med det resultat, at han var sprunget over tre træk, hvlket altså betød, at han havde tabt på tid. Surt. Heinrich fik ikke noget ud af åbningsspillet, så på et tidspunkt i midtspillet, ofrede han en officer for 3 bønder og håbede, at de ville skabe nogle chancer. Helt frem til træk 40 prøvede han forgæves, men så kiksede modstander med otte sekuder til sidste træk. Det resulterede i en binding med officergevinst til Heinrich og dermed partiet. Peter vandt tidligt en bonde. Den forsvarede han godt, og da han op mod tidskontrollen vandt bonde nr. to, opgav modstanderen. Claus spillede dagens længste parti, hvor slutspillet var fuldstændigt dødt og dermed remis. Allan var sin modstander overlegen, og han vandt sikkert. Jesper kom ikke for godt fra åbningen, trods de hvide brikker. Han fik dog udlignet undervejs og remis’en var ok.
Det blev dermed til en sikker 6-2 sejr, men vil dog mest blive husket for N.K.s bøjede noteringspapir og 15 tabte ratingpoints. Enkeltresultater kan ses her