Klubbens førstehold i 2. division måtte tage til takke med et 3 – 5 nederlag mod førerholdet Skive, efter en meget spændende dyst. Længe så det ellers godt ud for os, men vi manglede desværre den sidste skarphed. Undertegnede spillede et interessant parti mod Thomas Thybo, og det endte i et ulige farvet løberslutspil, efter chancer til begge parter undervejs. Erik var igen tilfreds med en halv, og den fik han uden de store dikkedarer. På 3. brættet ville Niels Kristian hurtig vinde en bonde, men modstanderen valgte at give en kvalitet i stedet. Senere gav han kvaliteten tilbage og endte i et slutspil med en bonde over. Den blev desværre formøblet i tidnøden, og så tændte de i stedet fredspiben. Heinrich viste igen, at han ikke er nem at spille mod, når han har de hvide brikker. Han var hele tiden lige en anelse foran modstanderen, og i modstanderens tidnød afgjorde han tingene. Thomas kom ud i noget rod, som jeg ikke havde tid til at følge, men han sluttede i hvert fald med at tabe. Peter tabte en bonde, vandt så en officer og da han ikke fik gjort tingene færdig, fik modstanderen mobiliseret sine brikker og først for sent så han sorts plan, og han måtte ned. Jakob spillede et flot parti mod en god modstander, og han tilbød remis i en bedre stilling. Sebastian fik ikke rigtig placeret brikkerne rigtigt, og selvom han var sidst færdig, var det kun spil til et mål.
Det endte altså med et nederlag på 3 – 5, hvilket vi såmænd godt kan leve med, men alligevel er vi ærgerlige over de spildte muligheder. Men i forhold til den medgang vi havde sidste gang mod Skive, hvor vi vandt 6 – 2, så var det stolpe ud denne gang.