Efter to intense dage med masser af skak på programmet, var det tre tilfredse men trætte drenge, der søndag sidst på eftermiddagen vendte hjem fra Odense, efter et veloverstået DM i skoleskak.
Ikke blot var der den traditionelle turnering, der skulle afgøre årets mesterskab i de 6 grupper. Der var midt på eftermiddagen om lørdagen, sjov med skak, der bl.a. bestod af simultanskak, kondiskak, børn og forældre skak, skakbowling og lynskak mod Allan Stig Rasmussen. Og om aftenen var det lyn-DM, hvor både Jakob og Sebastian deltog.
I selve turneringen gjorde alle tre drenge det rigtig godt.
I F-gruppen (0.-2. klasse) sluttede Victor Møbius på en 24. plads (af 48 spillere) med 4½ points i 9 runder efter 3 sejre, 3 remis’er og 3 tabte. Nogle af Victors partier bølgede meget frem og tilbage, og de tre remis’er skyldes alle, at der opstod pat (Victor en gang).
E-gruppen bestod af spillere fra 3. og 4. klasse, og her scorede Jakob Kindt Nielsen 3 points i 8 runder og sluttede på 31. pladsen (af 42 spillere), mens Sebastian Ladegaard sluttede på 19. pladsen med 4 points.
Jakob spillede godt i hans tre gevinst-partier, men han svingede også en del i sine præstationer og han spillede ofte for hurtigt. Det modsatte kan man sige om Sebastian, der spillede meget tålmodigt og brugte meget af sin tid i samtlige partier. Det resulterede i flere flotte partier, hvor han pressede flere af de etablerede spillere i rækken. Han spillede mod fire af præmiertagerne, og han var meget tæt på point mod tre af dem. Kun mod Mads Hasager, der blev nr. 2, var han chanceløs. Sebastian har virkelig løftet sit spil i de to seneste turneringer.
Alt i alt kan vi være stolte af vore unge talenter, der efter blot 16 måneder med skak repræsenterede klubben flot.